Hjemløshedens unge ansigter

Hjem til Alle alliancens arbejde bygger på principper om ungeindflydelse. Unge deltager meningsfuldt og vedvarende i alliancens arbejde og bidrager med deres erfaringer og til at udvikle bud på nye løsninger.

Få indblik i et par af unges historier nedenfor.

Nanna, 19 år 

For det meste tror folk ikke på, at Nanna er hjemløs, for sådan kan en hjemløs da ikke se ud. Efter et par år som hjemløs har Nanna lært at tilpasse sig selv og sin påklædning. For eksempel, hvis man skal med offentlig transport, og ikke har råd til en billet, skal man “dresse ned”, så man ligner en hjemløs, så kan det være at kontrolløren lader en slippe uden en bøde. Det samme gælder, hvis man skal til samtale på kommunen.

Nanna har ikke et barndomshjem kun kan huske tilbage på. Det er hun flyttet for meget rundt som barn til at have. Begge Nannas forældre er misbrugere og handler også begge med stoffer. Hendes far kom i fængsel da Nanna stadig var lille, og siden da har hun ikke haft kontakt til ham. Nanna blev tvangsfjernet som barn og boede hos sin mormor. Tiden hos mormoren blev desværre ikke bedre end hos moderen.

Nanna kom på efterskole, hvor hun for første gang trivedes. Her havde hun to gode år, hvor hun fik lov til at lære og finde glæde ved at skrive. Efter efterskolen flyttede hun til en ny by og startede på gymnasiet. Efter et halvt år droppede hun ud af gymnasiet. Det betød at hun ikke kunne blive boende på det kollegium, hun bor på. Her startede Nannas tid som hjemløs. Hun blev sofasover. Det gik fint i starten. Hun kunne bo hos forskellige venner, indtil hun flyttede til en ny by og startede på gymnasiet igen. Det blev desværre med samme udfald som sidst. Nanna flyttede igen til en ny by og fortsatte livet som sofasover.

Nanna vil meget gerne undgå det etablerede hjemløsemiljø med varmestuer, natherberger osv. Men med tiden er hun blevet nødt til at benytte varmestuerne og opholdsstederne, for at få et måltid mad, et bad, rent tøj og varmen. Og når man er blevet hjemløs og har levet som hjemløs et par år, kan det være svært at se en vej ud. En måde at komme videre på er at tage imod den seng, der tilbyder sig, også selvom sengen kommer med en forventning om en modydelse. Nanna er ikke stolt af det, men hun har ved flere lejligheder sovet med mænd af den ene grund, at de kunne tilbyde en seng at sove i.

Nanna fortæller, at man som hjemløs kan komme til at påtage sig en hjemløseidentitet, som gør at man skrumper gradvist ind, indtil man føler, at man hører hjemme på bunden af samfundet. Derfor kan hendes drøm om en dag at blive lærer, og give glæden ved at skrive videre, føles meget fjern.

Munir, 20 år

Munir fjernet fra sin familie som teenager, da kommunen var bekymret for, at han var på vej ind i en kriminel løbebane. Han blev sendt på efterskole langt fra familien og vennerne, men opholdet blev ikke nogen succes. Munir blev smidt ud af efterskolen og kom efterfølgende i et ungdomsfængsel. Det blev starten på en dårlig tid i Munirs liv. Han lærte, at det ikke er slemt at være i fængsel, han fik kriminelle venner i fængslet og da han kom ud af ungdomsfængslet begyndte han at begå mere kriminalitet.

“Hvis du fortæller mig, at jeg lyver, så lyver jeg. Hvis du fortæller, at jeg er dårlig, så er jeg dårlig og hvis du fortæller mig, at jeg er kriminel, så er jeg kriminel.” Sådan fortæller Munir om tiden, hvor han røg ind og ud af ungdomsfængslet. Efter et par år, hvor kriminalitet fyldte mere i Munirs liv, valgte han at sige stop. Han ville videre. Men hans nye venner var kriminelle og hans gamle venner var blevet en del af bandemiljøet. Munir lukkede sig derfor inde i sig selv. Han flyttede ind hos sin mor og begyndte at ryge meget hash. Det eneste han har i sit liv er hashen, og så ser han meget TV. Men det er et trist liv. Han vil gerne videre.

Munir har ikke sit eget sted. Han har boet i forskellige boliger, som han har fået igennem kommunen, men det er aldrig lykkedes at blive boende i dem. Enten er huslejen ikke blevet betalt, eller også har fortiden banket på døren eller han er ikke faldet på plads og har ikke følt sig hjemme i sit eget hjem, Munir vil gerne have sit eget sted, sin egen lejlighed, hvor han kan være sig selv, være sur, lade opvasken stå eller hvad han har lyst til. Men Munir har også brug for hjælp til at gøre en bolig til et hjem. For at få betalt regningerne, lægge et husholdningsbudget og tro på, at det kan lade sig gøre.

Munir har været igennem institutioner, kommunale tilbud og ungdomsboliger, men han er nu endt tilbage hos sin mor. Så længe det går. Munir siger han har brug for hjælp til at komme videre. Han har brug for hjælp til at komme i skole og få en uddannelse. Han har brug for opbakning til at opbygge og fastholde nye venskaber udenfor det kriminelle miljø, som han kender og forstår. Og så drømmer Munir om at blive mødt uden fordomme, og uden at fortiden spænder ben.

Mikkel, 20 år

Mikkel er sofasover, men det er der ingen der ved. Eller der er i hvert fald ingen af hans venner der har spurgt ham, også selvom han ofte spørger dem om han kan blive og sove, når de har spillet computer eller set film. Nogle gange kommer han også hjem til sine venner om morgenen, når de er på vej ud, og spørger om han kan hænge ud ved dem, mens de er væk. Men de har aldrig spurgt.

Mikkel er opvokset i et parcelhus med sine forældre og storebror, indtil moderen døde efter kort tids sygdom. Hans far flyttede kort efter til udlandet på grund af sit arbejde og de to brødre flyttede med. Men Mikkel faldt ikke til i det nye land, og flyttede derfor tilbage til Danmark, hvor han boede hos sin moster. Mikkel brød sig dog ikke om at bo hos mosteren. Der var for mange regler og der blev stillet for mange spørgsmål. Han flyttede derfor sammen med en ven i en lejlighed.

Det gik godt. Mikkel havde det godt. Han arbejdede i en kiosk og havde en vennegruppe, som han så fodbold og spillede computer med. De røg også noget hash og oddsede – en del. Men pludselig gik det ikke godt længere. Mikkel begyndte at stjæle fra den kiosk han arbejdede i, blev fyret, og kan ikke betale sin husleje. Han røg derfor ud af lejligheden.

Når man lever som hjemløs finder man ud af, at man hurtig kan slide et netværk tyndt. Oftere og oftere ender Mikkel med at sove på gaden, fordi han ikke kan finde en sofa at sove på. Mikkel har fundet en parkeringskælder, som han ofte benytter. Der har han gemt en sovepose og et liggeunderlag. Der er tørt og måske ikke varmt, men varmere end udenfor.

Mikkel drømmer om at få sig en uddannelse, måske som tømrer. Og en familie, et hus, en bil og en hund. Altså villa, Volvo og vovse. “Er det ikke det vi alle drømmer om?” spørger han. Men drømmen føles næsten uopnåelig når man overnatter i en parkeringskælder. Mikkel fortæller, at han gerne vil finde nogle andre venner. Nogle man kan tale med om andre ting end fodbold. Han har aldrig talt med sin familie eller sine venner om sin mors død. Han tror ikke, at han ville komme igennem en tømreruddannelse nu. Han har svært ved at fokusere så mange timer om dagen – og så længe han er hjemløs er det ikke uddannelse eller villa, der fylder for Mikkel, men snarere, hvor han skal sove den næste nat.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtag nyheder om alliancens arbejde, medlemmerne og vores fælles bestræbelser på at stoppe hjemløshed blandt unge.