5. november 2021

Anbefalinger til de politiske forhandlinger om en ny hjemløsereform

Regeringen offentliggjorde sit udspil, “Alle skal have et hjem” d. 25. oktober 2021. Regeringens udspil indeholder mange af de elementer, Hjem til Alle alliancens partnere har arbejdet for. Vi er derfor meget glade for udspillet, og vi vurderer det til at være et godt udgangspunkt for nu at kunne arbejde målrettet for at stoppe hjemløshed i Danmark. Vi har dog en række opmærksomhedspunkter, som vi vil opfordre til, indgår i forhandlingerne.

1. Sæt bindende mål for en fælles hjemløseindsats

Vi vurderer, at det er afgørende at udspillet konkretiserer bindende mål for arbejdet med at stoppe hjemløshed i Danmark. Bindende mål mellem stat og kommuner har været et vigtigt element i det finske arbejde med at nedbringe antallet af hjemløse.

Vi foreslår
At aftalen indeholder et mål om, at der ikke er mennesker i langtidshjemløshed i 2030.
At aftalen indeholder et mål om at reducere antallet af hjemløse gadesovere markant.
At aftalen indeholder et mål om, at ingen børn og unge skal leve i hjemløshed i 2025.

En hjemløsereform kan med fordel beskæftige sig med delmål, fx om:

  • borgernes opholdstid på akuttilbud (pt. har 48% ophold på 4 mdr. og derover),
  • at ingen unge bør opholde sig på herberger (pt. ca. 30% af unge i hjemløshed er på herberg)
  • antallet af borgere der modtager housing first (pt. 8% af borgere i hjemløshed)

 

2. Indtænk den private boligmasse i udslusningsboligordningen

Boligudbuddet er en afgørende barriere i arbejdet med at bekæmpe hjemløshed. Det er derfor rigtig godt, at hjemløseudspillet for første gang kobler boligpolitk og socialpolitik sammen. Den nuværende boligmasse, inklusiv de nye billige boliger fra boligudspillet ”Tættere på II” vil ikke være tilstrækkeligt for at komme hjemløshed til livs. Der er derfor behov for også at aktivere det private boligmarked. Det er Hjem til Alles erfaring, at flere private boligaktører og fonde ønsker at bidrage.

Vi foreslår
At den private boligmasse i form af privat udlejning også tænkes med i forslaget om udslusningsboliger. Det er velafprøvet i regi af frikommuneforsøget, og der er gode erfaringer at bygge videre på. Forudsætningen er naturligvis, at hjemløse som anvises til private udlejningsboliger kobles til kommunernes housing first-arbejde med den relevante bostøtte

 

3. Vær præcis med hvordan hjemløse får tilstrækkelig social støtte

Den rigtige bostøtte er afgørende for, at en indsats efter Housing First får den rette effekt. Og det er afgørende for samarbejdet med boligorganisationerne. Det er derfor rigtig godt at støttemetoderne indskrives i serviceloven, og at der er forslag om styrkelse af ankemuligheder.

På nuværende tidspunkt er den mest intensive støttemetode, Assertive Community Treatment (ACT), stort set ikke brugt i Danmark.

Den meget intensive og tidsubegrænsede boligstøtte er nødvendig for at hjælpe mennesker i hjemløshed med meget komplekse problemer i bolig. Hvis Housing First skal have den ønskede effekt, er det nødvendigt, at borgerne bliver tildelt tilstrækkeligt med bostøtte og at bostøtten er i gang allerede inden borgeren kommer i bolig.

Vi foreslår
At det sikres, at der er tilstrækkelig økonomisk incitament for kommunerne til at levere også de mere intensive bostøtteforløb. Dette kan ske gennem en differentiering af den statslige medfinansiering som kan udligne en del af omkostningsforskellen mellem den mindst intensive og de mest intensive bostøtteforløb.

 

4. Styrk det nationale partnerskabs mandat

Det er positivt, der nedsættes et partnerskab, hvor de væsentligste aktører på tværs af sektorer, i fællesskab følger op på udviklingen på hjemløseområdet. Et tværgående forpligtende partnerskab er en af hovedårsagerne til at både Finland og Norge er lykkedes med at reducere antallet af mennesker i hjemløshed. Forudsætningen er at partnerskabet får et markant mandat.

Vi foreslår
At partnerskabet nedsættes med et kommissorium der gør det reelt arbejdende med mulighed for ikke kun at følge implementeringen, men også med mandat til at drive implementering og med mulighed for at igangsætte initiativer der kan rette op på de udfordringer, der vil vise sig undervejs. Vi anbefaler at også private boligaktører indtænkes i partnerskabet ligesom det er afgørende at partnerskabet knytter et erfaringsspor til sig, så forskellige grupper af hjemløse kan deltage i arbejdet med specifik viden om muligheder og barrierer for implementering.