6000 hjemløse i Danmark: “Vi står over for en stor opgave”

5. september 2024

Hjemløsereformen er et vigtigt skridt på vejen til at stoppe hjemløshed. Men skal vi lykkes, kræver det flere betalbare boliger og at alle hjemløse sikres den nødvendige støtte, siger direktør i Hjem til Alle, Kira West.

5.989 personer lever i hjemløshed i Danmark og det er 200 flere siden seneste måling i 2022, konkluderer en ny hjemløsetælling fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

“Vi står over for en stor opgave med at stoppe hjemløshed i Danmark. I et land som vores bør ingen bruge sine vågne timer på at bekymre sig om, hvor man skal sove den næste nat,” siger Kira West, der dog er fortrøstningsfuld.

I oktober sidste år trådte en hjemløsereform i kraft, som vi ikke har set virkningen af endnu.

“Det er muligt at stoppe hjemløshed, og hjemløsereformen er et vigtigt skridt til at lykkes. Rigtig mange kommuner er godt i gang allerede, og det er positivt, men der er også sten på vejen. Skal vi lykkes med opgaven, er der brug for flere betalbare boliger og vi skal sikre, at alle mennesker i hjemløshed tilbydes en Housing First-indsats. Det kræver lokalt samarbejde mellem kommuner, boligorganisationer og civilsamfundsorganisationer, men også handling fra Christiansborg.”

1577 unge i hjemløshed

Antallet af unge under 30 år i hjemløshed er 1577 og dermed stort set uændret siden sidste tælling. Således ses en lille stigning i aldersgruppen 18-24 år, og et lille fald i aldersgruppen 25-29 år, ligesom det også går både frem og tilbage i de øvrige aldersgrupper. Så der er stadig meget at arbejde for.

“Vi har haft relativ succes med at reducere antallet af unge hjemløse siden 2017, og det var tiltrængt efter en årrække, hvor antallet blev fordoblet. Men vi er langt fra i mål,” siger Kira West.

Hun ser 2024-tællingen som et vigtigt grundlag for i de kommende år at vurdere effekten af hjemløsereformen, hvor Housing First står helt centralt – en tilgang, hvor den enkelte hurtigt hjælpes i bolig og samtidig modtager tilstrækkelig støtte.

 

Positiv udvikling i Odense

“Housing First har vist sig effektivt – blandt andet i Finland, hvor man er lykkedes med at reducere hjemløsheden markant, og i Danmark, hvor især Odense har opnået bemærkelsesværdige resultater ved at arbejde systematisk med Housing First gennem mange år,” siger Kira West.

For første gang i tællingens historie er antallet af hjemløse i Odense under 100.

”Det er muligt at stoppe hjemløshed, hvis vi insisterer på at lykkes og samarbejder om at fjerne stenene på vejen,” siger Kira West.

 

HJEMLØSETÆLLINGEN
5.989 personer er registreret i hjemløshed i 2024. Det er en stigning på 200 personer sammenlignet med den forrige kortlægning i 2022.

Dog skal man ifølge rapportens forfatter være forsigtig med at konkludere, at der er sket en reel stigning, blandt andet fordi reformen og den store opmærksomhed på hjemløshedsområdet kan forklare en del af stigningen i hjemløsheden, der er sket siden sidste kortlægning. Dertil at tællingen i 2022 skete på bagkant af Corona-epidemien, hvilket kan have resulteret i en underregistrering.

Metode
Resultaterne stammer fra den nationale kortlægning af hjemløshed i Danmark i 2024. Rapporten tager udgangspunkt i datamateriale fra en landsdækkende tælleuge, uge 6 i 2024 som er gennemført af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd i samarbejde med Danmarks Statistik og Social- Bolig- og Ældreministeriet. Kortlægningerne af hjemløshed er siden 2007 blevet gennemført hver andet år, bortset fra under corona-epidemien.

 

Odense har nedbragt hjemløsheden markant med ’Housing First’
Under 100 mennesker er registreret i hjemløshed i Odense – det er det laveste antal i kortlægningens levetid.

Med fokus rettet på at finde en bolig og etablere støtte til den hjemløse, inden man kigger på borgerens jobsituation, sundhedstilstand og eventuelle brug af rusmidler, er det lykkedes at nedbringe hjemløsheden i Odense markant over en længere årrække.

Odense Kommune har i mange år arbejdet intensivt og struktureret med Housing First, hvilket har ført til den vedvarende nedgang i hjemløsheden. Tilgangen er nu blevet en central del af hjemløsereformen, som trådte i kraft sidste år, og skal implementeres i hele Danmark.