Unge erfaringseksperter melder klar til at skabe forandring
12. december 2024
Unge med hjemløseerfaringer – vi kalder dem erfaringseksperter – er en af de vigtigste kilder til viden om, hvordan vi stopper hjemløshed blandt unge. Nu er en gruppe unge ved at etablere sig. De vil skabe forandring, så færre i fremtiden skal opleve hjemløshed.
Unge med erfaringer har de sidste par år formet deres egen identitet som ’Stemmer for Hjem’, og de åbner nu op for, at flere unge kan blive en del af gruppen.
Kender du unge, der har været eller er i hjemløshed, og som ønsker at være del af et fællesskab, der vil gøre en forskel, så har de nu muligheden for at prøve det af. Det er muligt at snuse til fællesskabet på en ‘CAMP’ i februar, og der er naturligvis ingen ‘binding’.
Som Stemmer for Hjem selv skriver på deres Facebook: ”Er du ung og har prøvet at stå uden tag over hovedet? VI VIL GERNE VÆRE FLERE – SÅ KOM OG VÆR MED!”
Hvad laver Stemmer for Hjem?
Stemmer for Hjem skaber opmærksomhed på hjemløshed blandt unge med det formål, at færre uge skal opleve hjemløshed. De taler f.eks. med politikere, holder oplæg og producerer videoer, der kan klæde fagpersoner bedre på ift. at give relevant og god støtte. Gruppen er lige nu i fuld gang med at udvikle deres arbejde, og der er masser af plads til indflydelse for nye medlemmer.
Stemmer for Hjem i Kristeligt Dagblad ”Opgiv os ikke”
I en artikel i Kristeligt Dagblad delte Jonas og Malene fra Stemmer for Hjem deres erfaringer med hjemløshed:
“Når man er hjemløs, føles det, som om man rammer bunden. Hvis man ser på sig selv udefra, er det ligesom at sidde sammenkrøbet i et hjørne, mens resten af verden glider forbi. Hægtet af og uden for job, uddannelse og fællesskaber. Det ved vi, for vi har været der selv.
Vi har også kæmpet os tilbage til en plads i samfundet, uddannelse og en hverdag, der fungerer takket være en bolig, støtte og vores egen fightervilje. Vi er levende beviser på, at det er muligt at stoppe hjemløshed, hvis vi vil. Derfor bruger vi nu vores erfaringer og vores stemme til at tage del i samfundsdebatten for at hjælpe andre gennem organisationen Stemmer For Hjem.”
(uddrag af artiklen, bragt 23.10.24)
Helsefonden støtter Stemmer for Hjem med ny bevilling
Helsefonden har nu for anden gang bevilliget midler til Stemmer for Hjem’s arbejde med at etablere sig som gruppe og formidle deres erfaringer til politikere og fagfolk. Midlerne går primært til løn til gruppens koordinator, Agnete Neidel, som understøtter de unges ambitioner og mål.
Gruppen samarbejder desuden med med Hjem til Alle, blandt andet ved at bringe deres erfaringsbaserede viden i spil i relevante fora, og omvendt understøtter Hjem til Alle de unge med bl.a. sparring og brobygning til øvrige aktører.
Bliv klogere på hjemløshed i ungdommen med Stemmer for Hjem’s videoer
Vil du høre fra de unge selv? Fra deres YouTube-kanal deler de erfaringer med dét at stå uden fast tag over hovedet.
De taler om behovet for at have et trygt hjem, om hvad der er vigtigt i støtten til dem, og hvad netværk (eller manglen derpå) betyder for unge uden fast tag over hovedet.
Videoerne benyttes til faglige arrangementer og på kurser eller uddannelse af socialfagligt personale. Produktion og tilrettelæggelse står de unge selv for.
Stemmer for Hjem-video: ‘Hvad er et hjem’ – ultrakort fortalt