Ny direktør i Hjem til Alle alliancen
Kira West indtræder fra 1. marts som ny direktør i Hjem til Alle. Kira West kommer fra en stilling som forstander i Reden København, og har bl.a. været udviklingschef hos Dansk Psykologforening og Mødrehjælpen. Derudover trådte hun for nyligt ind som formand i Rådet for Socialt Udsatte.
Bestyrelsesformand i Hjem til Alle, Agi Csonka, glæder sig til samarbejdet:
”Vi er rigtig glade for at byde Kira West velkommen som ny direktør i Hjem til Alle. Hun kommer til alliancen med mange års erfaring fra det sociale arbejde og hjemløseområdet – både lokalt og nationalt. Der venter et utroligt vigtigt arbejde i alliancen forude, for nu har vi en ambitiøs national hjemløseaftale at arbejde ud fra. Med sit stærke netværk og sin solide erfaring med samarbejde på tværs af sektorer, er Kira den helt rette til at drive alliancen frem mod målet om at stoppe hjemløshed blandt unge.”
Kira West, der har solidt kendskab til feltet, ser frem til at påtage sig den nye rolle:
”Jeg glæder mig meget til at arbejde for så vigtig en sag det er at stoppe hjemløshed blandt unge – for ingen unge i Danmark bør mangle et hjem. Tværtimod skal alle unge sikres adgang til en bolig, og der skal følge tilstrækkelig støtte med, så boligen kan blive til et hjem, hvor den unge kan trives og udvikle sig fra. Med hjemløsereformen i ryggen ligger der nu et kæmpe potentiale – og en stor opgave – i at omsætte de nationale ambitioner til lokal handling. Det skal vi i alliancen være med til at sikre.”
Kira West overtager stillingen fra Vibe Klarup, der for nyligt overtog posten som generalsekretær hos Amnesty International Denmark.
Læs mere om hjemløseaftalen, der blev indgået i udgangen af 2021.
Hvem består Hjem til Alle alliancen af?
- 19 alliancepartnere
- En bestyrelse af 8 medlemmer
- Et sekretariat på 4 personer (inklusiv Kira West som indtrædende direktør)