
Ikast-Brande Kommune træder ind i Hjem til Alle alliancen
04. juni 2025
Vi kan nu byde Ikast-Brande Kommune velkommen i Hjem til Alle alliancen. Kommunen har i de seneste år taget et ambitiøst greb om hjemløsheden med en ny retning, hvor målet er at hjælpe så mange som muligt varigt ud af hjemløshed.
Socialchef i Ikast-Brande Kommune, Ulla Wernberg-Møller, ser frem til samarbejdet:
“Det er med stor glæde, at vi nu træder ind i Hjem til Alle alliancen. Som en del af dette meningsfulde partnerskab får vi adgang til den nyeste viden, erfaringer og metoder, som vi kan tage med tilbage i vores socialafdeling. Samtidig kan vi bidrage med vores egne erfaringer – bl.a. med samarbejdet med Den Sociale Investeringsfond. Vi tror på, at alle har ret til ikke blot en bolig, men et hjem. For at lykkes med det er vi som kommune dybt afhængige af et stærkt og bredt samarbejde.”
Kommunen har med en social investering og viden fra Den Sociale Investeringsfond omlagt hjemløseindsatsen i et tempo og omfang, der ellers ikke havde været muligt – og resultaterne er både målbare og mærkbare: Hjemløsheden er faldet markant i de lokale statistikker, og de intensive indsatser er ikke kun til gavn for borgerne, men smitter også positivt af på de socialfaglige medarbejdere, som oplever øget mening i arbejdet.
Direktør i Hjem til Alle, Kira West, ser frem til samarbejdet og understreger, at Ikast-Brande Kommune bringer vigtige erfaringer med ind i partnerskabet:
”Ikast-Brande Kommune har de seneste år været igennem en markant omstilling af hjemløseindsatsen, og det er en stor gave, at de nu vil bidrage til alliancens fælles mål om at stoppe hjemløshed blandt unge i hele Danmark. Kommunen bringer ikke blot værdifulde erfaringer med sig – de deler også åbent ud af de udfordringer, de har mødt undervejs. Det er vigtig læring, især for de mange mellemstore og mindre kommuner, der lige nu er i gang med en rejse, hvor Housing First skal rykke sig fra at være noget projektbaseret eller uprøvet til at blive en forankret og varig praksis.”
Kommunen har gennem sin omstilling af den lokale hjemløseindsats haft samarbejde med både Hjem til Alle og Den Sociale Investeringsfond (som arbejder tæt med flere alliancekommuner om at nedbringe og forebygge hjemløshed med sociale investeringer).
LÆS MERE
Læs mere om Ikast-Brande Kommunes hjemløseindsats og samarbejde med Den Sociale Investeringsfond i artiklen En investering i mennesker: Sådan nedbringer Ikast-Brande hjemløsheden og styrker arbejdsglæden
For nyligt bragte vi også nyheden om, at Den Sociale Investeringsfond er trådt ind i alliancen: Den Sociale Investeringsfond rykker nu tættere på Hjem til Alle som nyt medlem af alliancen