
Hjem til Alle søger studentermedhjælper som vil hjælpe med koordinering, praktik og kommunikation
Vil du være med til at stoppe hjemløshed blandt unge i Danmark? Som student i Hjem til Alle alliancens sekretariat kommer du til at understøtte en national alliance af aktører, der arbejder sammen mod et fælles mål om at stoppe hjemløshed blandt unge. Mere konkret arbejder vi for at sikre alle unge adgang til bolig, støtte og fællesskaber, og vi arbejder for at udbrede Housing First tilgangen i Danmark. Vi har nu brug for ekstra styrke, særligt til koordinerende og praktiske opgaver samt til at assistere på kommunikationsopgaver.
Om stillingen
Du får 4 kollegaer og en direktør, der i det daglige arbejder tæt sammen for at understøtte og drive alliancen frem. Vi er et lille sekretariat, som i en omskiftelig hverdag udfører en bred vifte af opgaver i samarbejde med alliancens 22 partnere.
Herunder er en række eksempler på opgaver, du vil kunne møde i stillingen – det er dog ikke et krav, at du har kompetencer inden for det hele. Du vil naturligvis blive hjulpet godt i gang med opgaverne og jævnligt sparre med kollegaer. Nogle af dine opgaver vil være faste og tilbagevendende, mens andre kan tilpasses dine kompetencer og interesser, også i takt med at du udvikler dig:
- Koordinering af bestyrelsesmøder og alliancemøder, herunder at afsøge ledige tidspunkter på tværs af travle direktørkalendere, oprettelse af kalenderevents i Outlook, holde styr på tilmeldinger m.v.
- Stå for indkøb og være praktisk overhoved i forbindelse med bestyrelsesmøder, workshops m.v.
- Bidrage i det daglige arbejde med sociale medier, nyhedsbreve og hjemmeside – eks. ved at researche, skrive udkast til indhold, finde relevante billeder og citater el. lign.
- Assistere ved udarbejdelse af invitationer, oplæg og forskellige typer kommunikationsprodukter
- Diverse administrative og praktiske opgaver, eks. bestilling af transport, materialer osv.
Om dig
Det er ikke afgørende, hvilken uddannelse du går på, og det er heller ikke et krav, at du har faglig indsigt i hjemløshed eller sociale problemstillinger. Til gengæld er det vigtigt for os, at:
- Du har sans for planlægning og kan arbejde systematisk – det er der brug for, når der skal koordineres møder mellem mange travle direktører og alliancepartnere.
- Du har det godt med lavpraktiske opgaver, og du har ikke noget imod at være sekretariatets ’go to’, når der skal laves kaffe, købes forplejning eller bestilles togbilletter.
- Du har enten erfaring med eller kendskab til kommunikationsarbejde; måske har du grundlæggende kendskab til kommunikation, indsigt i professionelt brug af sociale medier, eller måske kan du noget med visuel formidling? Det er ikke så vigtigt, hvad du kan, men at du har et fundament at lære ud fra.
Praktiske oplysninger om stillingen
Stillingen er på 10-12 timer om ugen med mulighed for fleksibilitet. Vi holder fysisk til på Lygten 39 i København NV i et community bestående af flere organisationer.
Send din ansøgning og CV til job@hjemtilalle.dk. Ansøgningsfristen er 17. april 2023 kl. 10.00, hvorefter vi gennemgår alle ansøgninger og indkalder udvalgte kandidater til samtale. Opstart snarest muligt.
Om Hjem til Alle alliancen
Hjem til Alle alliancen består af 22 partnere på tværs af kommuner, boligaktører, civile aktører og fonde. Alliancen samarbejder om at udvikle og afprøve nye løsninger på hjemløshed blandt unge. Samtidig arbejder vi for en strukturel omlægning af hjemløseindsatsen i Danmark – så vi kan gå fra at håndtere hjemløshed med midlertidige løsninger til i stedet at tage et opgør med hjemløshed med en Housing First baseret tilgang. Læs mere om os her på vores hjemmeside eller LinkedIn.